Pressemeddelelse
Kaldet til bøn – straffes med udvisning?
Endnu en Ramadan er kommet og atter igen er en mulighed opstået for visse politikere til at sprede deres negative syn på os danske muslimer. Fra Tesfaye til Støjberg er bolden blevet trillet og nu senest afleveret til DF’s Martin Henriksen, som udtrykker, at kaldet til bøn, som set hos vores søskende i Fredens Moske i Århus, bør straffes med sågar ulovliggørelse og udvisning.
Disse ekstreme udtalelser ses på trods af, at Fredens Moske i Århus fra alle relevante myndigheder og instanser har fået den nødvendige tilladelse til at afholde kaldet til bøn. Til punkt og prikke er alle retningslinjer, som er dem pålagt, blevet fulgt – uden at det endda skulle koste det danske samfund flere millioner kroner, som er tilfældet med en given hadprædikant’s aktiviteter i Danmark.
Havde det nemlig været Paludans racistiske- og fjendtlige udtalelser, der spredte had og utryghed udover Gellerupparken’s arealer, da havde fløjten haft en anden melodi og nok været karakteriseret som “ytringsfrihed.” Så snart det dog er muslimer, som spreder et smukt- og fredfyldt budskab, da har piben en anden lyd og straf er på tale.
Til alle os danske muslimer skal et budskab derfor lyde: Vær stolte af jeres islamiske identitet og stå fast på jeres rettigheder. Danmark er mangfoldigt og vi er en stor del af Danmark. Vi bør være meget taknemlige for den store godhed, som findes i dette land, men samtidig skal vi ikke bukke under for fjendtligheden. Vi bærer et ansvar i samfundet og lad os, som frontløbere og ledere, inspireret af Islams perfekte budskab, fortsat udvikle Danmark til det bedste – upåvirket af racisme og diskrimination.
Muslimsk Ungdom i Danmark – Odense
30. april 2020